Alle skal sætte sig ind i sikkerhed
og diverse nød- og redningsprocedurer. Skipper vil gennemgå det mest vigtige
ved nye gasters ankomst, eller gasterne fortæller deres viden videre.
Er der noget du er i tvivl om så
spørg. Er du stadig i tvivl så spørg igen!!
(Det er ikke flovt!!)
Vagtaftaler
Vi vil som regel være to ad gangen
på vagt. Afhængig af hvor mange der er om bord, vil vagternes længde være 3
timer.
Hvis du er på vagt og der
sker noget du ikke har styr på, så væk skipper. (Det er en pligt!)
I snævre eller meget trafikerede
områder, vil skipper opholde sig i cockpittet hele tiden.
Ved pludselige barometerfald, eller
når det trækker op til dårligt vejr skal skipper vækkes.
Når du vækkes til vagten, så afløses
der med det samme, ikke når du har lavet kaffe eller har været på toilettet.
Det må du klare inden vagten starter.
Ved hver afløsning skal afgående
vagt fortælle, hvad man har observeret på vagten omkring vind, vejr og
observationer, ændret ved sejlføring og andet på dæk. (liner, surringer, slid
på reb ect.)
Skibet sejler af sig selv for autopilot, så vagten skal kun opholde sig bag rattet og
holde godt udkig, idet store skibe ikke ændrer kurs og har svært ved at se os i
dårligt vejr.
Alt skal meldes og ingen skal
nogensinde høre noget for at være for opmærksomme her.
Vagten holder øje med skibets
position via computeren, så det sikres, at vi følger den kurslinie, som
skipperen har stukket ud.
Redningsvest og livline skal
bruges om natten, i dårligt vejr og/eller hvis du er alene på vagt.
Navigationslys tændes ved
solnedgang og slukkes ved solopgang. Ligeledes slukkes for strøm til øvrig lys
på båden. Vagten har ansvaret.
Mand over bord
Det er forbudt og en dårlig kammerat
der falder over bord. Det er os andre der får balladen med familien, kæresten
og myndighederne.
Derfor: Altid en hånd på skibet og
en hånd til at tage fra. Om nødvendigt, ned på alle fire, hvis du skal på
dækket i dårligt vejr. Tænk hele tiden på, at en bølge kan rulle skibet, så du
mister balancen.
HVIS en person falder over bord, så
er første reaktion, at der kastes en redningskrans overbord til personen.
Derefter alarmeres skipper og der trykkes på "Mand Over bord"
knappen.
En anden person holder hele tiden
øje med den overbordfaldne imens skibet manøvreres tilbage og samler den
overbordfaldne op.
Der har indtil nu aldrig været
tilfælde at nogen er faldet overbord. Sker det, så skrig som en vanvittig,
så alle hører det.
Søsyge
Søsyge er ingen undskyldning for
ikke at passe sin vagt. Man kan evt. bytte vagt med en anden, indtil det
går bedre. Det hjælper faktisk at være oppe i den friske luft og kikke ud over
vandet. Andre ting som at være udhvilet, ikke sulten og varme hjælper også. Tag
evt. en søsygepille en time før vi forlader havnen.
Under sejlads er det forbudt at
være beruset. Et enkelt glas vin til maden er dog ikke forbudt.
Til gengæld er en ”Sundowner” at
betragte som en naturlig del af sejladsen.
Når vi ligger under land kan vi gå
i byen og hygge os.
Dinghien
Dinghien vil være, hvor skipperen
befinder sig. Enten ved båden, eller i land. Skipperen KAN komme ud for, at
skulle bruge den i en pludselig situation. Derfor, når nogen skal i land, så
bliver de sejlet ind og hentet igen. Med mindre skipper er med, eller andet er
aftalt. Vi har bærbare VHF radioer til at kalde på hinanden. Om natten hejses
dinghien op for at undgå tyveri.
Gassen om bord
Den der bruger gassen har selv
ansvaret for at den bliver slukket på hovedhanen HVER GANG den har været i
brug. Tænderen til gassen skal blive i pantryet.
Madlavning går på skift. Holdet kan
dog hjælpe den enkelte person som står for tur. En hånd til opvasken er også
velset.
Vask af tøj
Vask tøj tit når vi har vand nok.
Lad ikke snavset tøj ligge. Det lugter hurtigt dårligt i varmen. Vask sengetøj
tit, evt. flere gange om ugen, når vi sejler på varmen. Når tøjet er tørt tages
det ned. Vær opmærksom på din egen hygiejne. De andre om bord har måske ikke
samme afslappede holdning til dine kropslugte.
Solcrem
Bruger du solcrem, så må du ikke
ligge på hynder uden et håndklæde imellem. Derudover må lakerede flader IKKE
berøres med kropsdele med solcrem på. Det virker som "lakfjerner".
Når du har smurt solcreme på, så husk at vaske hænder. Ellers lander solcremen
på de lakerede flader.
Ingen må gå ned med vådt badetøj.
Når vi sidder i salonen (med tørt tøj) skal der være et håndklæde eller andet beskyttende
på hynderne.
El, vand og varme
Der må aldrig brænde lys på steder
hvor ingen opholder sig. Husk at slukke efter dig. Man må vænne sig til at
læse, når der er tid om dagen og ikke ligge den halve nat med køjelys. Det
koster bare ekstra ladetid mod motoren= mere diesel. Ellers brug en pandelampe.
Levende lys er bandlyst om bord på grund af brandfaren.
Der skal altid spares på
ferskvandet.
Rengøring og oprydning
Rengøring går ligeledes på skift.
Der må kun bruges saltvand til
afskylning af opvask, inden der vaskes med ferskvand og sæbe.
Pantry og toilet skal altid være
rengjort og i orden. Der vaskes op efter HVERT måltid, også efter din egen
lille mellemmad.
Private ting og tøj må ikke ligge
og flyde på fællesområderne. Bøger sættes på plads efter brug.
Pladsen er trang og hvis der ikke
holdes orden, opstår der på et eller andet tidspunkt irritation. I sin køje kan
man gøre som man lyster.
Der vil tit være reparationer, især
under land, hvor værktøjet kommer frem og ligger i vejen, men det er livet om
bord.
Vær opmærksomme, positive og søde
ved hinanden, ikke sure og negative.
Alle om bord har pligt til at
hjælpe med hele tiden. Der skal konstant gøres rent og ryddes op og det skal
ikke kun ske, når skipperen siger det. Vi laver en fast turnusliste, så tingene
bliver gjort.
Se "BAKSTØRN". Men udover
den daglige rengøring er der hele tiden ting der skal gøres. Polering,
lakering, afvaskning af fribord m.m.
Efter hver sejlads skal saltet
vaskes af allevegne, mange gange også nede om læ.
Vi forventer, at gasterne har logik
og omtanke, så tingene ikke skal påtales hele tiden. Hav dine ting ved din køje
og læg det tilbage, når du har brugt det, så det ikke ligger og flyder
allevegne.
Hvis du er utilfreds med et eller
andet så spyt ud med det. Ingen surmuleri i krogene.
BAKSTØRN (Rengøring og
madlavning)
Den der har bakstørnen, starter om
morgenen mellem 8 og 9 med at lave morgenmad. Hvis der ikke er brød, startes
der tidligt med bagning eller gå i land og køb brød. Moden frugt tilberedes.
Kaffe laves på termokanden. Evt. varmt vand til te, spejlæg eller kogt æg
laves, brød ristes m.m.
Efter morgenmaden, opvask og
rengøring af komfur og vask. Viskestykkerne hænges til tørre. Vanddunk og juice
fyldes op.
Derefter rengøring. Sofaerne
børstes af. Dørken i hele båden fejes også risten i baderum løftes og fejes
under. Fej ikke hen over samlingerne i dørken, da snavset lægger sig dernede.
Derefter vaskes hele dørken med ferskvand, tilsat lidt sæbe, evt. Murphys
Woodsoap. Vask også evt. Solcreme af nede i båden, da det virker som
"lakfjerner".
Hvis vi er i land, (220 V) kan
støvsugeren benyttes til at rengøre sofaer og suge snavs op i dørksamlingerne.
Baderummet rengøres, bord, vask, toilet m.m.
Nedgangstrappe fejes og vinduer i
Cockpit lukkes ordentligt. Cockpittet vaskes, evt. Med sæbevand og skylles af
med saltvand. Pas på ikke at skylle på motorpanelerne. Tag ristene op i
afløbene og rens dem. Pas på ikke at tabe dem i vandet. En gang imellem vaskes
det hele i cockpittet af med sæbevand. Ligger vi i marina bruges ferskvand og
hele båden skylles med dette. Motorpaneler og vinduer pudses.
Når vi har været på havet vaskes
salt af i cockpit, rustfrit stål og aluminium.
Over middag omkring kl. 13 laves
frokost og derefter opvask. Fyld op med sodavand og øl efter behov.
Eftermiddag:
Der handles mad i land til
aftensmaden. (Eller fang en fisk). Sundowner serveres, øl eller drinks efter
behov.
Aftensmad laves til omkring kl. 19,
derefter opvask og rengøring af vask, komfur og bord.
Viskestykkerne hænges til tørre.
Karkluden gennemvaskes, så den ikke kommer til at lugte.
Skraldespanden tømmes efter behov.
Organisk affald fjernes fra pantryet. Efterfyld køleskab med vand, juice og øl.
Vask evt. Service du selv bruger
uden for de almindelige spisetider.
Hold generelt øje med køleskab og
køleboks. Tør af og hold dem rene. Se efter gammelt mad/grønsager/frugt,
muggent brød m.m.
En gang imellem vaskes
viskestykkerne efter behov.
Landgang
Når skibet ankommer til en ny havn
eller land/ankerplads gøres klart skib og ryddes op. Saltvand vaskes af, både
på dæk og nede i båden.
Solsejl eller kaleche sættes op,
tovværk klares op, dinghien sættes i vandet.
Skal der indklareres i nyt land,
går skipper i land og klarer formaliteterne imens. Ingen andre går i land
før formaliteterne er i orden.
Gaster der gerne vil i land sejles
ind og der aftales hvornår, hvordan man kommer tilbage til båden.
Vi behøver ikke at gå i samlet
flok. Nogen vil måske i land med det samme, nogen vil snorkle, nogen har
interesse i at gå i kirke, nogen vil på restaurant, nogen vil drikke øl og
spille pool, nogen går på museum og nogen vil gå lange ture, tage fotos m.m. og
nogen vil bare være alene efter ophold på søen. Men hvis alle er eninge følges
vi ad og kan evt. arrangere ture rundt, trekke, leje en bil eller motorcykel,
tage på dykertur.
Alt er muligt.
Visum og pas:
Du skal
have gyldigt pas, der rækker langt ud i fremtiden, minimum 6 mdr. fra din
hjemrejse dato. Du skal have visa til de lande, der kræver dette på Kaperens rute.
Hvis det
er nødvendigt at have visum til det område, vi skal besejle, skal dette være
ordnet inden påmønstring.
Der kan
være afgørende fordele i at søge visum hjemmefra.
Ved anløb
af amerikanske besiddelser SKAL du have visum på forhånd fra en Amerikansk
ambassade, ellers kommer man IKKE ind i landet. Det er et krav når man anløber
USA eller Amerikanske øer fra søen.
Der skal
ligeledes søges visum til Australien. Se på www.noonsite.com eller på
Udenrigsministeriets hjemmeside for flere informationer.
I betaler
selv visum og besøgsomkostninger for besøg på Galapagos o.lign.
Kaperen
betaler skibsgebyrer og for rejse gennem Panama kanalen, dvs. gebyr der beror
på længde, vægt e.lign.
GASTERNE
SKAL SELV SØRGE FOR DERES VISUM, HERUNDER AT RINGE TIL AMBASSADEN. SPØRG OS
FØRST OMKRING VISUMVARIGHED M.V. OG TYPE.
Ændringer
i sejladsplaner
Skipper har ret til at ændre sejladsplanen
fordi lokale forhold/uroligheder, vind og vejr kan tvinge Kaperen til at ændre
sejladsområde, men vi/I sørger for hurtigt muligt at finde ruten igen eller et
alternativ.
Sikkerhed
for returrejse
Nogle steder er der myndigheder, der vil
sikre sig, at alle ombord enten er i besiddelse af returbillet eller kontanter,
der kan bringe dem ud af "landet" i fald, der skulle ske noget
uforudset. Skipperen har ansvaret for at dette er i orden.
Ud- og
hjemrejse
Det er gastens eget ansvar at arrangere
ud- og hjemrejse til og fra de aftalte lokaliteter for på- og afmønstring. Jysk
rejsebureau sælger sømandsbilletter. Skipper påtager sig ikke at arrangere
lokal transport til og fra lufthavn el. lign. Men det hænder, at gaster står i
lufthavnen og tager imod. En forsinkelse af Kaperens ankomst til den aftalte
lokalitet giver ret til refusion af gastebidrag.
Hvis Kaperen er for sinket så betaler
gasten ombord for sit længere ophold til ankommende gast hvis forsinkelse går
ind i den nye gasts betalingsperiode.
Vaccinationer
Sørg for at have nødvendige vaccinationer
i orden, samt at have en god rejseforsikring der dækker ansvar og evt. også dækker din bagage og evt. om muligt
afbestilling.
Medicin
Medicin
Vi har et stort udvalg af lægeordineret
medicin ombord til at kurere eller forebygge eventuelle sygdomme, lægge drop og
foretage mindre "operationer", indtil vi er ved en læge, hospital
eller apotek. Hvis du selv vil have noget medicin med, så køb en antibiotika
kur imod betændelser i sår, tabletter mod maveforgiftning/rejsemave,
smertestillende tabletter og husk også sololie med høj Faktor.
Forsikring
Ved påmønstring skal gasten til skipper
forevise en gyldig rejseforsikringspolice, der dækker sygdom og hjemtransport
samt ansvar for skader påført andre og båden.
Søloven
Gasten skal til enhver tid overholde de
gældende skibsregler og respektere, at skipper iht. søloven er øverste
myndighed ombord på Kaperen. Når du kommer ombord, giver skipper regler og en
mindre vejledning om, hvordan Kaperen fungerer.